August 2025
Kasper Fisker og Kasper Kirkegaard samler over en million kroner ind til Legeheltene
Tusindvis af følgere har fulgt med på Instagram og støttet Kasper Fiskers og Kasper Kirkegaards vandretur på knap 500 km gennem Danmark. Søndag aften kom de i mål ved Roskilde Sygehus med store smil, glædestårer og en indsamling, der rundede over 1 million kroner. Pengene går til Legeheltene.
Syv intense dage på landevejene kulminerede søndag aften, da de to ihærdige og vedholdende helteambassadører, Kasper Fisker og Kasper Kirkegaard, nåede i mål ved Roskilde Sygehus. Venner, familie, børn og personale klappede dem i mål og kunne overraske dem med den glædelige nyhed om, at de havde indsamlet mere end 1 million kroner til fordel for Legeheltene.
"Det betyder meget for os at have så engagerede helteambassadører, der brænder for vores arbejde med indlagte og udsatte børn, og dedikerer deres tid og energi til at samle penge ind til Legeheltene. Vi har heppet på dem hele vejen og er meget taknemmelige for deres indsats, og for alle dem, der har støttet deres indsamling. Hver en kroner gør en forskel, så det er fantastisk, at så mange har sendt en donation afsted," siger Henriette Madsen, Generalsekretær hos Børneulykkesfonden, der står bag Legeheltene.
Fra Hjørring til Roskilde på syv dage
Kasper og Kasper startede deres vandretur sidste mandag. Allerede på turens første rute tilbagelagde de 50 km fra Hjørring Sygehus til Aalborg Universitetshospital, og derfra gik turen videre ned gennem Danmark. Undervejs gjorde de stop ved alle hospitaler, hvor Legeheltene hver dag skaber glæde og bevægelse for børn ramt af sygdom, og mødte nogle af de indlagte børn, de vandrede for.
Om Legeheltene og Kreaheltene
Alle børn har ret til et liv med leg og bevægelse – også børn der er ramt af sygdom. Men et sygdomsforløb, en indlæggelse og kroniske diagnoser er ofte forbundet med stor inaktivitet og ensomhed. Det kan have store konsekvenser for indlagte børns fysiske, kognitive og sociale udvikling. Derfor arbejder Legeheltene og Kreaheltene for at skabe aktiv og kreativ leg for de ca. 60.000 børn i alderen 1-14 år, der hvert år indlægges på et hospital i Danmark.