Charity Kæpheste Cup
Søndag den 21. juni 2026 kl. 10:00
Nu er det tid til årets sjoveste, hyggeligste og mest kæphesteglade dag.
Søndag d. 21. juni slår Legeheltene sammen med initiativtager og arrangør Mascha Vang portene op til Charity Kæpheste Cup på smukke Vilhelmsborg - en dag fyldt med sjov, kreativitet og fællesskab.
Alle er velkomne uanset om du er en stolt dressurrytter, en modig springrytter, kommer med en lynhurtig væddeløbshest - eller bare elsker synet af flot udsmykkede kæpheste - så er der masser at opleve. Her er aktiviteter for alle aldre og enhver smag. Vilhelmsborg stiller deres smukke omgivelser til rådighed til fordel for Legeheltene, hvilket i sig selv er en oplevelse og skaber de perfekte rammer om en begivenhedsrig dag.
Ambassadørshow
Et af dagens absolutte højdepunkter er, når vores skønne ambassadører, som selvfølgelig også tæller Mascha Vang, indtager banen med deres helt egne kæpheste i et forrygende kæphesteshow. De har hver fået en kæphest, som er blevet udsmykket, plejet og (forhåbentlig) godt trænet op til dagen. Men hvad mon de møder op med? Bliver det elegante dressurheste, vilde mustanger, enhjørninger eller måske en solid trækhest?
Ingen ved det – men én ting er sikkert: det bliver både sjovt og underholdende at se dem på banen.
Aktiviteter på dagen
- Det store kæphestevæddeløb
- Kæphestekonkurrence med vores kendte Helteambassadører
- Dressurkonkurrencer (LD1, MB0, Grand Prix)
- Springkonkurrencer med spring fra By Astrup (20, 40, 60 cm)
- Vores fine Helte-trækheste (den levende udgave med fire ben)
- Kæpheste-krea med Kreaheltene
- Lav din egen roset hos Charmor-Rosetter
- Kæphestebane til fri leg
- LEGO-område
- Køb din nye bedste kæphesteven hos Mikkla
- Madboder
- Striglekonkurrence
- Bamsehospitalet
- …og meget mere!
Program for dagen
Kl. 10.00 - Vi åbner portene og der skydes gang i sjove aktiviteter for hele familien.
Kl. 10.30-11.30 – Det store kæphestevæddeløb. Alle kan deltage – har du ingen kæphest, kan du låne en.
Kl. 11.30-12.00 – Ambassadørshow - Har de mon styr på deres heste?
Kl. 12.15–12.30 – Striglekonkurrence - Sponsoreret af Store Hestedag. Der er selvfølgelig flotte præmier på spil.
Kl. 12.00–14.00 – Dressur på tre baner (LC1, MB0, Grandprix)
Kl. 12.00–14.00 – Spring på tre baner (20 cm, 40 cm, 60 cm.)
Det store Kæphestevæddeløb
Vi har fundet på vores helt egen Kæphestedisciplin nemlig Kæphestevæddeløbet, hvor hele familien kan være med og alle kan lufte deres kæphest uanset hvor trænet den er.
Væddeløbet starter med fælles opvarmning og derefter sendes ekvipagerne afsted i heats. Væddeløbsbanen går rundt om en ridebane og er ca. 200 meter lang.
Heat 1 - Helte-heatet: 2 omgange - anbefalet til 4-7 årige samt børn med handicap og deres køretøjer med hjul. Forældre må løbe med uden startnummer (kræver dog tilskuerbillet)
Heat 2: 4 omgange - anbefalet til 8-12-årige
Heat 3: 6 omgange - anbefalet til 13-årige og opefter
Alle deltagere modtager en flot roset doneret af Charmor Rosetter